Veganerliv

Veganisme gør dig til et bedre menneske

Der er ingen tvivl om, at man bliver et bedre menneske, hvis man bliver veganer. Lad os forestille os, at du har to personer ved siden af hinanden. De laver begge lige meget frivilligt arbejde. De køber begge Hus-forbi lige ofte. De donerer lige mange penge til de samme velgørenhedsorganisationer, og giver lige mange geder og høns til familier langt, langt borte i julegave. De går begge aktivt ind for ligestilling, og de tilbringer begge lige meget tid med deres børn. Gode mennekser. Den eneste forskel på dem er, at den ene er veganer, og den anden er ikke. Og det gør personen, der er veganer – en lille bitte smule – bedre, end personen, der ikke er det.

Som veganer, tager du både ansvar for miljøet, klimaet og sundheden. Det er blevet fremhævet mange gange, og du kan læse om det her og her (Maria Felding), eller du kan gå på Netflix og se nogle dokumentarer omkring det.

 

Men jeg vil egentlig ikke komme så meget ind på miljø, klima og sundhed. For veganisme er, fremfor alt, en etisk diskussion. Det er bare mere sympatisk og moralsk ikke at slå dyr ihjel for sin egen nydelses og/eller fornøjelses skyld. At slå ihjel er ikke af det gode. At så ihjel er ondt. Selvfølgelig er det værre at slå mennesker ihjel, end at slå dyr ihjel. Jeg vil let ikke sidestille drab på mennesker, med drab på dyr. Nogle steder i verden, er drab på dyr nødvendigt for menneskets overlevelse. Og selvfølgelig kommer menneskeliv før dyreliv. Jeg vil alligevel påstå, at det er mere sympatisk ikke at slå ihjel, end at slå ihjel, ikke kun hvad angår mennesker, kæledyr og delfiner, men hvad angår ALLE dyr. Ikke-skade er altid bedre end skade. Ahimsa!

I Danmark har vi så en kultur, der forfordeler hunde, katte og andre “kæledyr”. Dette ses ved, at kæledyr som hunde, katte og heste, har nogle helt andre rettigheder hvad angår levevilkår, ret til samvær med artsfæller og ret til yngelpleje, end såkaldte “landbrugsdyr”. Hvalpe og kattekillinger må fx tidligst tages fra moderen ved 8ugers alderen. I landbruget tages kalven fra sin mor 12-24 efter fødslen. Dels for at undgå at kalven drikker al mælken, men også for at undgå en for stærk tilknytning mellem ko og kalv, som vil gøre adskillelsen sværere. Det skriver Dansk Mejeriforening og Arla om her og her. Du kan desuden finde nogle relevante spørgsmål med ærlige svar lige her.

 

 Os der selv har kæledyr kender nok til, hvor følelsesmæssigt forbundet man kan være med sit dyr. Vi ved, at vores kæledyr har deres helt egen personlighed. Vi kan se på dem, når de er glade, og vi kan se på dem, når de er aggressive eller bange. Vores kæledyr har altså et rigt følelsesliv, og de er forskellige både arter og individer imellem. Og på den måde, adskiller “kæledyr” og “landbrugsdyr” sig ikke fra hinanden. Og nu bliver jeg måske lidt sentimental. Men at stå og se ind i en øjnene på en Jersey-ko og tænke på, hvordan den bliver behandlet. Hvilket kort, sølle liv den har. Hvordan den tvangsinsimineres for at sætte et lille liv i verden, som den aldrig kommer til at kende… Køer har bare de smukkeste, følsomme øjne.

 

 

 

Landbrugsdyr som køer, grise og høns, har præcist de samme følelser, de samme individuelle karaktértræk og det samme behov for tryghed, for samvær med artsfæller og behov for yngelpleje, som alle mulige andre dyr. Alle, der ved noget om dyrs kognitive formåen og evne til at føle, er enige om, at dyr er i stand til at føle stress, angst, glæde, samhørighed og endog kærlighed – selvfølgelig på et helt andet kognitivt plan end mennesker. Men oxytocin fungerer på samme måde i en ko som i et mennske. Sådan er det.

 

Mr. Bacon skal selvfølgelig have lov til at spise sit kød. Hvis han ellers kan stå inde for drab på uskyldige dyr. Hvis kan kan stå inde for de forhold grisene lever under, i tætstuvede båse på cementgulv overdynget med urin og afføring. Hvis han kan stå inde for, at de lever i et så sygt miljø, at de rutinemæssigt får antibiotika som sprøjte og i deres foder. Hvis han kan stå inde for, at både grise, køer og høns pakkes så tæt i lastvågne at de tramper hinanden ihjel på vej til et slagteri i tyskland, uden iøvrigt nogensinde før at have mærket luften og set lyset udenfor. Hvis kan man stå inde for, hvordan de overlevende i deres sidste timer skal se hinanden blive skudt og skåret op, inden det bliver deres egen tur. Hvis man kan stå inde for, at nyfødte unger bliver taget fra deres mødre, der har båret dem i en 12 måneder lang drægtighedsperiode. Hvis man har det helt fint med at høre, hvordan koen i desperation kalder på sin kalv. Hvis man har det fint med optagelser som disse som iøvrigt stammer fra dansk landbrug (Tak Anima). Hvis man kan stå inde for alt det… så er man jo også bare lidt et koldt røvhul.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *