Tanker fra en mor

Noget om forår i Januar

Det føles som om, det allerede er her; foråret. Som om kulden, der aldrig rigtig kom, at planer om helt at blive væk denne vinter. Det milde vejr. Morgengryet, der kommer tidligere; snart kan jeg nyde det på min cykeltur til arbejde. Knopperne der for længst har sat sit på træerne. De første pollen på hasselbusken, som ligner små, tykke larver. De første vinterblomster – erantis og vintergækker – titter frem med deres små hoveder fra den brune jordbund. Fuglene, der begynder at synge en ny melodi med budskabet kærlighed, nyt liv, en ny begyndelse. Jeg er vel næppe den eneste, der har lagt mærke til det tidlige forårs frembrud. På en dag som i dag, hvor solen skinner, føles det som om vi er i marts – ikke i Januar.

Som jeg ser foråret komme, mærker jeg det også mere personligt, på en dybere måde, inde i sjælen. Det er som om min energi, min optimisme, min livsglæde, langsomt er begyndt at vende tilbage. Den kigger i hvert fald ud nu og da. Hvor jeg ellers længe har følt, at den har været væk. Som om den gik i dvale sammen med pindsvinet og grævlingen. Og ligesom pindsvinet og grævlingen sikkert kigger ud og tænker: “Aaarh, det kan da vidst ikke passe, at foråret er her allerede nu. Der må komme noget sibirisk kulde engang i februar” så er der dage, hvor udmattelsen, udbrændtheden og de mørke tanker stadig tager over. Sender mig i seng før aftensmad. Lænker mig til sofaen. Pacificerer min krop i en forkrummet position. Lægger et mørkt, klamt tæppe over mit sind. Dage, hvor jeg føler mig som en lortemor. En lortepartner. Et lortemenneske, der ikke er sit ansvar voksent, der ikke magter det helt almindelige liv, som alle andre magter. Hvorfor er det kommet der til? Jeg kan, og vil, ike svare på det. For det ville blive et langt skriv om, hvor meget jeg ikke evner, hvordan jeg er dårlig og svag på så mange områder. Den slags tanker har jeg nok af – jeg behøver det ikke på skrift. Slet ikke i dag, hvor jeg faktisk har det godt.

I dag har jeg overskud. Jeg kan mærke, jeg er glad, indeni. Jeg kan mærke, at jeg glæder mig, til i dag, til fremtiden. Jeg fik færdiggjort et hækleprojekt – en lille, hæklet kurv til mine tøjklemmer – af restgarn, for jeg kører “no-spend” frem til marts. Jeg har kørt to tøjvaske. Har fået ryddet op i køkken, stue og tørret borde af. Jeg tror også jeg når at støvsuge. Jeg har spist sund mad, og drukket te. Jeg har skrevet en besked til min mand, og til min veninde som er på barsel. Jeg har endda følt mig inspireret til endelig at skrive et blogindlæg. Jeg har passet på mig selv, og idet jeg har passet på mig selv, har jeg været i stand til også at kunne passe lidt på mit hjem, og på andre.

Jeg er gået ned i tid på mit arbejde; ned på 25 timer. Derfor har jeg mulighed for et ugentlig fridag, som jeg oftest lægger om Onsdagen. Jeg var nået til at rigtig skidt punkt i forhold til mit arbejde: jeg havde ikke lyst til at tage afsted. Selv efter en lang juleferie, følte jeg mig slået ned, tungsindig og udmattet ved tanken om at starte igen. Det er ikke fordi, jeg ikke bryder mig om mit arbejde; jeg er tværtom meget glad for mit arbejde. Det var heller ikke fordi jeg følte mig stresset, eller fordi kravene var ændrede, eller for store. Jeg kunne bare ikke overskue det. Jeg havde ikke lyst til det. Jeg havde lyst til bare at ligge stille, i min seng, forstenet af noget dårlig reality-TV, og aldrig stå op igen. De første par uger, var det også det, jeg gjorde, når jeg havde fri. Jeg var skuffet over mig selv. Over ikke at være mere produktiv, når nu jeg havde en hel fridag – FOR MIG SELV! Men jeg havde brug for at trække mig ind i mig selv i en periode. For at hvile. Være vred og ked af det, være opslugt af, hvor elendigt det føltes at være mig; at blive distraheret af dårlig reality-TV. Men den sidste uges tid, er der kommet flere og flere stunder, hvor jeg har det godt. Og dage, hvor jeg har det godt. Hvor jeg ikke føler mig totalt udmattet hele tiden. Hvor jeg faktisk får gjort nogle af de ting, jeg gerne vil, uden at det føles som sure, tunge pligter.

Jeg er blevet gladere for at være sammen med min datter. Jeg tynges ikke længere af forventningen om en eftermiddag og aften alene med hende. Det gjorde jeg tidligere; samtidig med at jeg glædede mig til at hente hende, frygtede jeg de timer, hvor jeg var alene, indtil min mand kom hjem (ja, lortemor, jeg ved det). Det er en frygtelig følelse, især når det bliver ens hverdag at have det sådan. Det er ikke min hverdag længere. I dag er jeg for det meste glad og ved godt mod. Føler, at jeg mestrer situationen bedre, og har en gladere og mere positiv følelse selv.

Jeg er sikker på det har betydet – og kommer til at betyde – meget, at jeg er gået ned i tid. Det betyder også noget, at jeg har en fantastisk mand, som støtter mig. Som f.eks. tager over efter aftensmaden, så jeg hver aften bare kan gå op for at hvile, indtil hun skal i seng – han klarer oprydning og leg med hende. Jeg har også en god familie i øvrigt. Som, da jeg havde det allerværst, kom hjem til os de dage, hvor jeg var meget alene med baby, så jeg ikke stod alene med baby, mad og oprydning. Så er jeg også blevet bedre til ikke at stille for høje krav til mig selv som mor. At nå til en erkendelse af, at det er OK at sætte tegnefilm på og så ellers smide sig i sofaen når baby og jeg kommer hjem efter en lang arbejdsdag. At det er OK, at alt legetøjet ligger og flyder – det er midlertidigt rod, der hele tiden kommer og går. At det er OK, at ligge på sofaen og se dårlig reality-TV på min fridag, hvis det er det eneste, jeg magter. Det er en sindssygt hård process. Især når det ser ud som om, at alle andre klarer livet meget bedre, end én selv.

Det er en dejlig følelse, at mærke energien, kreativiteten og handlekraften begynde at spire igen. Det giver mig håb og tro på, at det nok skal blive godt, det hele. Og måske hjælper det, at det nu igen går mod lysere tider, at de første blomster begynder at springe ud, at man får lyst til at åbne vinduerne på vid gab og lukke luften og lyset ind. Optimismen i mig håber, at foråret er her allerede. Og selvom der skulle komme en sibirisk kuldestorm i februar, ved jeg, at foråret er lige rundt om hjørnet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *