Tanker fra en mor

Når baby holder mor vågen: “radioaktiv søpølse”-stadiet

Søpølsen var lige det dyr jeg kunne komme på. Og jeg kender ikke alle dyr i verden. Måske er der et, der passer bedre. Men jeg skal forklare, hvorfor jeg føler mig som en radioaktiv søpølse. For det første har søpølser ingen hjerne. Eller, det har de. De har bare ædt den. Og det føles præcist som om jeg ingen hjerne har. Som om den er blevet ædt, bid for bid som dagene går, og jeg endnu en nat ikke har sovet én sammenhængende time. Erkendelsen af at være gået i seng med håbet om, at i nat – i nat! – bliver måske natten, hvor det vender! “Læg du dig bare til at sove, måske vækker hun dig først kl. 3 eller 4 i nat”. Men nej. Efter 45 minutter vågner hun igen. Møffer lidt rundt. Bliver så ulykkelig. Og det eneste der virker, er bryst. Måske spiser hun lidt. Måske skal hun bare lige have brystvorten i munden. Så falder hun i søvn igen.

 


Hvordan en mor kunne se ud i “radioaktiv søpølse”- stadiet.
Tegnet af Hjertemor.

 

 

Træthedstegn hos mor i radioaktiv-søpølse-stadiet

Jeg har den mest konsumerende træthedshovedpine, jeg nogensinde har haft. Den er der ikke hele tiden. Men når den kommer er den som en metalhjelm der bare bliver strammere og strammere og strammere. Jeg har en følelse af, at min pande er ved at smelte ned over resten af mit ansigt. Tale bliver utydelig. Jeg hører ordene, men de giver ingen mening. Som hvis jeg var under vandet. Ligesom søpølsen. Sammenhængen i talen er forsvundet. Det er bare en række tilfældige ord, der ingen betydning har. Ja. Min hjerne er blevet spist. Pist væk. Den fungerer i hvert fald ikke. Den er lidt som et meget dårligt netværk. Nogle gange er det bare langsomt, andre gange er der slet intet signal. Nogle gange ved jeg godt, hvordan jeg skal gøre min datter glad. Hvordan jeg får hende til at holde op med at være ked af det og græde. Jeg magter bare ikke altid at gøre det. Der er bare enorm forsinkelse fra tanke til handling. At lege den der leg. Synge den der sang. Og når så endelig sangen kommer, når vi endelig leger den leg, så virker det pludselig ikke. Og jeg fortsætter. Men hun bliver ved med at være utilfreds. Og så var det faktisk fordi hun havde en våd ble. Eller hun var blevet træt. Men jeg så det ikke. Eller, måske så jeg det, men kunne ikke gøre noget ved det i tide. Dårlig forbindelse. Forsinkelse på linjen fra tanke til handling.

 

Søvnproblemer hos mor i radioaktiv-søpølse-stadiet

For min hjerne virker ikke. Den er defekt, ustabilt uran, der nogle gange er helt slukket, og andre gange sender tilfældige impulser i tilfældige retninger. Det ene øjeblik kan jeg ikke andet end at stirre tomt ud i luften. Pludselig vender energien tilbage med fornyet kræft, og jeg synger med hende, tumler rundt på gulvet, putter hende i vikle og render op og køber ind. Så græder jeg. Tårer der triller uhæmmet ned ad mine kinder. Stille, uhørlige, hvis hun er vågen. Hulkende, hvis min kæreste er hjemme og kan tage hende. Og jeg gemmer mig væk, kryber i skjul, kravler under dynen. Sov, sov, sov. Sov nu. Men jeg kan ikke sove nu. Min hjerne vil ikke slukke. Så den fortsætter med 260 i timen: hvor skal hun i dagpleje, jeg er en forfærdelig mor, jeg er så træt, hvad skal vi spise til aftensmad, fuck en vild fødsel jeg havde, åh hvor jeg savner hestene, træk nu bare vejret, sov, sov nu for helvede!

 

Min hjerne er defekt!

Pistvæk er den ikke, min hjerne. Nej, den er der endnu. Men den er defekt. Kortsluttet, på alle niveauer. Den er bare en lille, sort, blød klump. Et nervesystem uden retning, uden kontrol. Den ligger bare der, oppe i hovedet, og kan intet. Der er helt slukket. Eller forbindelsen er dårlig. Løse tråde der stikker ud alle vejene. Og pludselig nerveimpulser der bliver skudt afsted i vilkårlig retning, hyperaktivt, intenst, op og ned, rundt og hele registret er med. Og derfor kan du nok forstå, at en radioaktiv søpølse er et godt billede på, hvordan en hjerne i svært søvnunderskud fungerer.

 

Mor bliver desperat

Jeg er så vanvittigt træt. Er det en fødselsdepression? Jo, den tanke har strejfet mig. Men jeg tror det ikke. Jeg tror bare jeg er virkelig, virkelig – VIRKELIG – træt. Jeg forstår pludselig, hvad det er, der driver forældre ud i “Godnat og Sov Godt”-metoden. Ja, jeg har også fantaseret om bare at lade hende ligge, når hun begynder at græde. Lukke døren. Tage ørepropper i, og så bare lade det være. Men det er ikke den måde, jeg gerne vil være mor på. Jeg ønsker ikke at komme derud, hvor jeg bliver nødt til at praktisere den slags for at få ro for mig selv og mit barn. Nej, det er slet ikke den jeg er. Men det duer ikke bare at følge hende. For det var det, der var min drøm: Amme og sove, når hun efterspørger det, og så stole på, at hun selv kan regulere det. Men den strategi virker ikke længere. Det har været ved i 3 1/2 måned nu, ustandseligt. Det er tortur. Det er ikke længere bare en fase, men et dårligt mønster. Jeg kan ikke længere. De dage hun ikke sover, slæber jeg mig bare igennem de vågne timer, og venter bare på, at hun skal sove igen. Sådan skal det ikke være. Som min veninde sagde: “Jeg tror virkelig den største gave du kan give, både dig selv og dit barn, er gode, trygge søvnrutiner”. Jeg er SÅ enig. Alt – ALT – bliver lettere, når barnet sovet godt. For hvis baby ikke sover, sover mor ikke. Og hvis mor ikke sover, kan mor ikke have det godt. Hvis mor ikke har det godt, så er der ingen, der har det godt.

 

Mor skal have det godt.

Mor skal have overskud. Hun skal have søvn, så hun kan være en god og opmærksom mor overfor sit barn. Så hun kan give barnet det, barnet efterspørger, fordi hun har overskud til at se, lytte og forstå. Baby skal også have søvn. Hvis baby ikke kan sove, kan det være tegn på, at baby ikke føler sig tryg når hun skal sove. Men hun KAN føle sig tryg, også uden at vække mor og far hele tiden. Hun kan godt sove lur i to timer. Sove igennem om natten. For der ER nogen der passer på hende, hele tiden, også når hun sover. Men det er ikke gået op for vores pige endnu …

Vi har forsøgt alt hvad vi overhovedet kan komme i tanke om. I sidste ende, er vi bare nødt til at følge vores intuition. Give hende al den tryghed og nærhed, hun efterspørger. Jeg har ingen gyldne løsninger. Vi prøver lidt forskelligt hen ad vejen, men det er som om, at tingene bare ændrer sig lidt af sig selv. Så bliver det lidt bedre i nogle perioder … og så bliver det værre igen. Og nogle ting ændrer sig bare. Ligemeget hvad man gør. Andre ting forbliver det samme. Vi venter stadig på, at det vender …

1 thought on “Når baby holder mor vågen: “radioaktiv søpølse”-stadiet”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *