Uncategorized

Jordbærhøst

I vores store, rodede, tilgroede have, var der et lille, isoleret jordbærbed. Faktisk var der tre. Der var nemlig også to højbede med jordbær. Gamle jordbærplanter, men der var også stiklinger. Midt i alt kaoset, var det det, jeg valgte, at gå i gang med. Så kunne vi måske få en lille smule fornøjelse af vores have i år, midt i alt det hårde slid og slæben. Hakken og saven og køren med børe efter børe med jord og sten. Midt i alt det, satte jeg mig til at luge et bed. Jeg fjernede ældste planter, og plantede de yngste i en tynd, sandet jord. Men det var for sent på sæsonen til at gøde. Det var i hvert fald, hvad jeg kunne læse mig frem til. Så jeg plantede dem bare. I den sandede jord. Jeg tænkte, at det blev nok ikke til noget. Hvad næring kan der være i den slags jord. Jeg tænkte, at det nok ikke ville give nogen bær, at det på den måde, var spildt arbejde. Men helt spildt, nej, det var det ikke. For det var det første bed, jeg lugede, der, midt i forårssolen. Babyen sov. Der var bare stille, kun lyden af en dejlig brise, og en stille summen i de første blomster, dengang i det tidlige forår. Det var ren haveterapi. Jeg har ellers aldrig været havemenneske. Men i det øjeblik forstod jeg, hvad det var, folk går og snakker om, når de siger, at de bare glæder sig til at komme i haven. Jeg forstod, hvorfor bymennesker har brug for kolonihaver. Ja, jeg forstod. Og jeg har heldigvis haft flere timer i haven siden, hvor jeg oplevede denne følelse af at finde ro og glæde i hårdt og måske ensformigt arbejde.

Nu er der så kommet jordbær. I bakkevis. De kom tidligt. Lidt sure til min smag. Men det er nok sorten. Men baby elsker dem. Og vi elsker dem i smoothies. Fuglene og sneglene elsker dem også. Men der er heldigvis nok til alle. Så de kom altså alligevel, i den sandede jord. Både fra de nye og fra de gamle planter. Jeg har faktisk ikke gjort andet end at luge bedet den ene gang. Ja, og så var jeg lige ude og luge en gang til, da det gik op for mig, at de ville give et rimelig godt afkast hen over den næste måneds tid. Det var skønt at luge igen. Nemt. For der er kun jordbær i det bed, så alt, hvad der ikke er jordbærplanter, kan jeg bare fjerne. Jeg henter en skål hver 2. eller 3. dag lige nu. Jeg har også luget et andet bed, med blomster. Jeg har hentet komposteret hestemøg til min lille potterose og sat den ud. Jeg har omplantet vores cedertræ, som ser rimelig træt ud lige nu. Men lad os nu se om det ikke kommer igen. Måske gør det. Måske ikke. Men med haver, handler det om at give tingene sin tid. Og ikke gå og kigge til det hver eneste dag; for så er det helt sikkert, at der ikke sker en dyt. Nej, sådan en have skal have lov at passe sig selv lidt. Og så sker der nærmest magi. Som at der kommer bunkevis af jordbær ud af tørt sand. Hvem skulle have troet det.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *