Tanker fra en mor

Job og baby

Så er jeg tilbage på min pind. Og en pind lyder jo ikke umiddelbart som noget rart sted at sidde. Som sådan en hønsepind, fyldt med lort og urin, klistret op og ned ad andre høns, hver på sin faste plads, holder ved med næb og kløer. En ærgelig lignelse for at gå på arbejde. Jeg har aldrig tænkt på mit arbejde som sådan en pind. Mit arbejde er yderst komfortabelt. Intellektuelt og socialt tilfredsstillende. Et job, hvor jeg får lov at bruge mine kompetencer, hvor det dufter lidt af det jeg også interesserer mig for i min fritid. Ikke mindst et job hvor jeg får lov at gøre en forskel i andre menneskers liv. Jeg arbejder ikke for en høj løn, men for en tilstrækkelig løn. Jeg har ansættelse på overenskomst, godt arbejdsmiljø, mulighed for faglig videreuddannelse, skønne kollegaer, en dygtig og dejlig leder (hvor mange kan lige sige det?), alt spiller faktisk, og jeg har altid været glad for at være der.

Men nu er det lidt som at sidde på en pind. Minus pis og lort, men i hvert fald, ukomfortabelt. Uroligt, rastløst, tiden går for langsomt, og jeg kan ikke komme hurtigt nok hjemad. Hjem til baby.

Det er på mange måder sværere end jeg havde regnet med, dét at starte på job igen. Jeg tænker hele tiden på baby, og på, at jeg hellere ville være sammen med hende. “Hun har det godt, hun hygger sig mere med de andre i dagplejen, end hun ville gøre med mig!” siger en stemme i mit hoved, og prøver at overbevise mig om, at alt er godt. Det ER godt. Jeg ved hun er glad i dagplejen. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan dagene ville se ud, hvis vi havde haft mulighed for at jeg kunne gå hjemme med hende. Det er besynderligt, at den slags bliver genstand for dagdrømmeri. Jeg forestiller mig vores langsomme, rolige morgner. Hvordan vi tager afsted til det, vi har planlagt for dagen: I legegruppe med andre hjemmepassere, i skoven, i legestue, på besøg hos barslende veninder. Jeg læser bøger og blogs om hjemmepasning, homeschooling, unschooling, og hvordan børn lærer. Om gentle parenting, attachment parenting, samsovning, børns behov, omsorgsrevolution, childism. Jeg føler mig, som en del af den bevægelse – men det er jeg bare slet ikke i virkeligheden. I virkeligheden afleverer jeg hver morgen min datter hos en privat hjemmepasser, og jeg henter hende igen mellem 14 og 15. Nogle dage bliver det senere. 5 dage i ugen. Når hun er syg, har jeg “barnets 1. og 2. sygedag”. Jeg har 2 omsorgsdage om året, som jeg gemmer, til hvis hun nu er syg længere tid og vi ikke kan finde pasning.

Jeg er på mange måder virkelig heldig i alt det her. Min pige har aldrig været ked af det, når vi har afleveret hende i dagplejen, takket være en fantastisk dagplejemor og en lang indkøringsperiode. Hun kommer godt ud af det med de andre børn. Hun har altid en god dag. Sover lure, spiser mad, leger. Hun trives. Og så alligevel, så har vi udfordringer med søvnen, til stadighed. Det er søvnen vi mærker det på, når der er noget i gærde. Når der sker et udviklingsspring. Når hendes hverdag ændrer sig. Så vågner hun om natten, skrigende, flere gange, og vil ammes. Hun falder ikke til ro, hvis ikke hun får bryst. Nogle gange 3 gange. Men det kan også være 6 eller 7 gange. På de gode nætter, kommer hun igennem med at amme 2 gange, og kan puttes uden bryst for resten. Men den manglende søvn gør det virkelig svært og hårdt at passe et arbejde. Livet bliver generelt svært, når man ikke får sin sovet nok gennem en længere periode. Men det er ekstra svært, når man bliver konfronteret med søvnmanglen i professionel sammenhæng.

Jeg drømmer om et community med ligesindede. Om legeaftaler i naturen, om fællesspisning og samskudsgilder, om dybe snakke om børns trivsel, dannelse og opvækst, om vores kærlighed til vores børn, om vores drømme, egne og fælles… Jeg tænker hele tiden på hende, på min familie, og på, hvordan jeg helst vil være mor, og hvordan måden vi har indrettet vores liv, sætter begrænsninger for netop det. Men dét liv – livet, hvor jeg bare kan få lov at være mor – det er bare en drøm, som synes meget meget, meget langt væk. For selvom jeg føler mig som én af dem, så er jeg det ikke. Jeg går på arbejde. 5 dage i ugen. Jeg sidder på min pind. Og jeg kan ikke komme hurtigt nok hjem.

SIDE NOTE: Alle referencer er tilfældigt udvalgt udfra hvad jeg har fundet værdifuldt og inspirerende i denne sammenhæng. Tak World Wide Web, for al den viden og inspiration du rummer!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *