Tanker fra en mor

Jeg elsker at amme

Jeg elsker at amme min datter. Det er helt uden sammenligning noget af det bedste ved barslen. Amning har givet mig nogle af de allerbedste stunder med min datter. Amning er simpelthen kvindens eksklusive belønning for ni måneders graviditet og en fødsel. Sådan føler jeg det i hvert fald.

Amning er naturligt og smukt

Jeg vidste fra starten, at jeg gerne ville amme. Min mor har ammet både mig og mine søskende indtil vi selv vendte fra. Med det i bevidstheden, havde jeg en stærk tro på, at det kunne jeg sagtens. Mens jeg ventede mig, havde jeg en oplevelse af, at amning blev diskuteret vældig meget i medierne. Måske blev det ikke diskuteret hverken mere eller mindre end normalt. Men når ens egen interesse for en sag stiger, er det som om den generelle interesse for den sag også stiger. Måske er det bare den famøse facebook-osteklokke-effekt. Hvad ved jeg. Men på det tidspunkt handlede det meget om, om offentlig amning er okay, og om hvor længe det er passende at amme sit barn. Jeg erfarede, at amning og holdningerne til amning i høj grad er bestemt af ens kulturelle arv, og mindre af hvad forskningen siger peger på er bedst. Det mærkes særligt i et land som Danmark, hvor det er helt almindeligt at give sit barn skemad fra det er 4 måneder gammelt, at stoppe natamninger helt når det er 6 måneder, og at amning stopper helt når barnet er 1 år – perfekt sammenfaldende med, at mor skal starte på arbejdsmarkedet igen. Men det er ikke det samme, som at det er det mest hensigtsmæssige, det mest optimale, eller det mest udbredte i et kulturelt perspektiv. I mange kulturer bliver barnet delvist ammet til det er både 2, 3 og 4 år gammelt. WHO anbefaler faktisk, at alle børn bliver delvist ammet til 2års alderen. Det samme gør Sundhedsstyrelsen, hvis man lever vegansk (og det gør vi jo). WHO anbefaler desuden fuldamning indtil 6 måneder, og at amning ikke reguleres eller skematiseres, men at barnet skal have lov at amme “on demand”. Så jeg ammede min datter fuldt til 6 måneder. Og min plan er at amme hende delvist til hun selv vælger det fra, og da hun er min første, kan hun sagtens ske at være 2 år eller mere når det sker. Det er der mange, der vrænger på næsen af. Fordi det ikke er en del af vores kultur. Så bliver det – af ukendte årsager – ulækkert og upassende i manges øjne. Helt uagtet, at det er sundt for barnet både ernærings- og følelsesmæssigt at blive ammet til det selv vænner fra. At amme barnet, som barnet selv ønsker det frem til 2-3års alderen bakkes heldigvis op at forskningen. Både den ernæringsmæssige del, men også i forhold til tilknytning. Så det læner jeg mig op ad. Jeg læner mig op ad mit sunde og raske barn som stortrivedes, og som ligger godt over gennemsnittet på vækstkurven. Jeg læner mig op af den nærhed og samhørighed jeg føler, når jeg ammer min datter. Sålænge det føles godt for os begge, bliver jeg ved. Også offentligt. På gågaden. I parker. På caféer. Biblioteker. Jeg ammer hvor og når det passer mig og min datter.

Opstart

Jeg havde ingen problemer med at få min datter til at amme. Hun var en “supersutter” (høhø) fra starten. Men for pokker, det gjorde ondt de første to uger. Jeg var forberedt på det. Men jeg tænkte nok også lidt naivt, at “hvis hun sutter rigtigt, så skal der ikke være smerte!”. Jeg havde læst meget om amning, og fået meget “ammeselvtillid”, hvis der er noget, der hedder det. Jeg har bl.a læst en fantastisk bog om amning af Ina May. Den kan jeg anbefale. Jeg følte, jeg vidste alt om amning. Hvordan hun skulle ligge. Hvordan jeg kunne tjekke, om hun suttede ordentligt. Ammestillinger. Mælkeproduktion. Men jeg vidste selvfølgelig ikke alt om amning. Jeg forstod ikke nedløbsrefleksen. Jeg forstod ikke mælkepuder og stoppede mælkegange, og hvad man skulle gøre ved det. Men jeg lærte det. Efter timers hårdhændet asen og masen, lærte jeg, at mælkebryster skal behandles kærligt og nænsomt – IKKE mases! At bare tæer på koldt gulv kan give stoppede mælkegange. At et varmt brusebad kan få mælken til at løbe. At ammebrikker kan hæmme mælkeproduktionen. At det ene bryst producerer meget mere end det andet. At overproduktion faktisk også kan være et (luksus) problem. Hold op, jeg lærte meget, på meget kort tid. Men vi klarede det. Med varmepuder, brystpumper, kærlighed og en masse, masse amning! Tak Ammenet!

Amning “on the go”

Jeg tænkte egentlig, at jeg ville være sådan én der bare hev brystet frem på alle mulige og umulige tidspunkter. I alle situationer. Ved spisebordet. På gaden. Over kaffen. “Jeg ammer fandme min datter hvor og hvornår det passer mig!”. Det gør jeg også. Men jeg opdagede også, at jeg faktisk har det bedst med at amme, når der er ro omkring mig. Og ligeså min datter. Det kan være svært at få hende til at amme, hvis der sker for meget omkring os. Så for mig har det været helt naturligt, at sætte mig et lidt afsides sted. At sætte mig i sofaen i stedet for ved spisebordet. At finde et stille hjørne i parken. Jeg har faktisk endda brugt familierummet i både Salling og Magasin. Fordi der er mere ro. Det har ikke noget med blufærdighed at gøre. Det har noget at gøre med ro og nærvær. Noget med, at min pige faktisk har svært ved at få spist noget, hvis det er for meget aktivitet omkring os. Så tak for familierummet. For ammestuen. Tak for små hyggekroge på caféer og restauranter. Tak for byens små, grønne oaser. Jeg skammer mig ikke over at amme offentligt. Men jeg skammer mig heller ikke over at trække mig tilbage for at amme. Jeg gør bare, hvad der fungerer bedst. Hvad der føles bedst.

Amning er kærlighed

Amning er mere end bare mad. Mere end næringsstoffer og antistoffer. Amning er nærværet, tætheden. Amning er hud mod hud. Det er organisk. Det er mit hjerte mod hendes hjerte. Hendes mælk er min krop, mit blod, min kærlighed til hende. Det er hendes øjne, der ser ind i mine og kræver min fulde opmærksomhed. Og det er hendes øjne, der langsomt lukkes i, i en saglig mælkerus. Tryg og varm i min favn. Alt for snart er den tid slut. Alt for snart er hun videre. Så jeg holder hende tæt, lidt tættere, lidt endnu. Sålænge hun vil. For selvom hun ikke altid vil være min, vil jeg altid være hendes.

Til dem, der ønsker at amme, men ikke kan

Jeg ser jer. Jeg ser jeres anstrengelser. Jeres kamp og ukuelige mod, jeres uendelige udholdenhed. Jeg ser jeres sorg og jeres smerte, når alt hvad I har er givet, og alt hvad I ikke troede i havde, er brugt op. Når i har gjort så meget, kæmpet så længe prøvet alt om og om igen. Amning er en delikat sag. Og det er ikke nogens skyld – slet ikke jeres. Jeg ved, at det føles som et tab. Som et nederlag. Måske føles det som om, det var sundhedssystemet, der ikke trådte til i tide. Der ikke gav jer den rette hjælp i rette tid. Jeg ser jer. Nogle gange, har vi bare ikke noget valg. Nogle gange, må vi få det bedste ud af det, der nu er os givet. Jeg ved, at I lægger ligeså meget kærlighed og omsorg i den flaske. Kærlighed og respekt til alle jer!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *