Fødsel og graviditet

Fødselsberetning ved planlagt hjemmefødsel

En naturlig hjemmefødsel ?

Vi havde planlagt en naturlig hjemmefødsel. Ingen fødsler er ens, og der er grænser for, hvor meget man kan planlægge en fødsel. En kendsgerning, som man får fortalt ofte. Jeg havde alligevel tilladt mig selv at forvente en helt normal, naturlig hjemmefødsel. Jeg ville ikke male fanden på væggen. Ikke gå og frygte det værste. For man ved aldrig, hvilken vej sådan en fødsel går. Jeg havde grundigt visualiseret, hvordan jeg kunne tænke mig, det skulle gå. At min fødsel blev meget anderledes, kan vel ikke komme bag på nogen. Men det kom bag på mig. Med min fuldstændig ukomplicerede graviditet, min mors tre ukomplicerede fødsler og mine åh–så-fødedygtige hofter. Min høje og slanke statur. Mine store fødder. Alle de professionelle havde proklameret, at jeg da sikkert ville komme til at føde helt ukompliceret. Men sådan skal de sikkert sige. Sådan skulle det i hvert fald ikke helt gå, og jeg har aldrig følt mig mere udmattet, mere uduelig eller mere magtesløs som i de to døgn jeg skulle bringe mit barn til verden. Heldigvis havde jeg to fantastiske jordemødre fra Kendt Jordemoderordning i Aarhus, som tog sig godt af mig, og fik guidet mig igennem den lange og udmattende fødsel. Vores barn kom sikkert til verden, sund og rask, og jeg kom også selv (næsten) helskindet ud af det. Og med det in mente, kan du trygt læse videre. Fødsler er foruroligende og fantastiske, og langt de fleste gange – uanset hvor utrolige historier man hører – kommer der jo heldigvis et skønt, sundt og raskt barn ud af det, sammen med en udmattet, men lykkelig mor.

 

En lang opstart

Jeg fik de første véer kl. 02.30, natten mellem tirsdag og onsdag. Ganske lette, ikke smertefulde, bare let murrende, med ca. 10 minutters mellerum. Jeg blev selvfølgelig ganske spændt, og til min ærgrelse, stoppede de igen ved 5-tiden. De kom så igen op ad formiddagen, efter jeg havde gået en god tur og siddet og hæklet lidt. Jeg kunne godt se, at jeg nok var en langsom starter, men tænkte, at baby nok var her i løbet af det næste døgns tid. Så jeg lagde mig i seng for at hvile, for fødslen kunne jo være i gang den kommende nat. I løbet af min middagslur, aftog veerne dog igen, til min store skuffelse. Da jeg stod op, gik jeg en demonstrativ tur igen i så hastigt tempo, jeg kunne, og ved 16tiden begyndte de små véer at komme igen. De kom regelmæssigt, men var ganske lette. Jeg lavede stille og roligt aftensmad, og ringede til jordemoderen og fortalte, at jeg havde haft småvéer hele dagen, så det måske blev i nat eller i morgen tidlig. I løbet af aftenen blev véerne en smule stærkere, og jeg gik i seng ved 22-tiden for at få hvilet. Jeg kunne dog ikke sove for véerne, og ca. kl. 02.30 natten mellem Onsdag og Torsdag (dvs. et døgn efter veerne var startet), måtte jeg stå op, da jeg ikke kunne holde ud bare at ligge ned. Så det første af de to døgn var egentlig stille og roligt. Men det sidste skulle blive noget af en prøvelse. Nogle sammenligner fødsler med marathon. Jeg tænker mere tre-dobbelt ironman. Men i virkeligheden kan det slet ikke sammenlignes. Uanset hvor ekstrem en sport man kunne tænke sig, findes der intet så ekstremt som at føde et barn.

 

Veerne trækker ud

Véerne gør ondt, men er ikke værre end jeg kan trække vejret dybt eller med laboro-vejrtrækning, alt efter hvad jeg synes fungerer. Ja, jeg har læst mine lektier. Ina May. Smertefri fødsel. Jeg har alle værktøjerne til at stå forrest i fremme i mine frontallapper. Jeg får mig noget morgenmad og noget saft, da jeg ved, jeg skal have så meget energi indenbords som muligt. Det hele ryger dog op igen. Jeg brækker mig simpelthen (ned i en balje, heldigvis). Opkast er noget af det værste, der findes. Det er som om jeg skal dø, så jeg piver og græder lidt over det, får drukket noget vand, og kaster så op igen. Opkast har jeg aldrig været god til. Jeg bliver som et frygtsomt, hjælpeløst barn. Det skal vise sig, at jeg kommer til at kaste op fra nu og frem til fødslens slutning. En problematik, som kommer til at have konsekvenser, fordi jeg – på det tidspunkt, helt uvidende – stadig har 24 timers fødselsarbejde foran mig. Kl. 6 ringer jeg til jordemoder. Her kan jeg ikke tale under véerne, men bruger laborovejrtrækning når de kommer.  Véerne er lidt ujævne kommer med 4-8 minutters mellemrum. Vi aftaler, at jeg arbejder lidt videre, og ringer når de er mere jævne og har taget til i intensitet. Kl. 10 ringer vi igen, hvor véerne kommer med 4-5 minutters mellemrum og har taget til. Jordemorder er hos os ved 11-tiden, og vil undersøge hvor åben livmodermunden er. Jeg forventer selv den er 4-5 cm. åben ud fra véernes styrke i forhold til det, jeg har kunnet læse mig til, at andre kvinder beskriver 4-5 centimeter. Til min store skuffelse, er jeg kun 1 cm. åben. Efter 8 timers smertefulde véer. Og et helt døgn forinden, iøvrigt. Da falder mit mod noget. Men jeg er opsat på at arbejde lidt videre. Jeg får ve-stimulerende akupunktur, og jordemoder viser min partner nogle akupressurpunkter, der kan virke ve-stimulerende. Hun opfordrer mig desuden til at være mere aktiv, bruge bolden og generelt bevæge mig mere rundt. Jeg har dog brug for et hvil, da jeg allerede er ved at være træt. Havde ikke sovet den foregående nat, og heller ikke så meget natten før det på grund af veerne. Jeg har kastet op, både mad og væske. Jeg føler mig allerede ret afkræftet. Så jeg hviler mig. Kommer ned at ligge. Veerne aftager i hyppighed. Der går 6-10 minutter imellem dem. Nej, nej, nej, tænker jeg. Og jeg tvinger mig selv op igen efter en times hvil, selvom jeg har mest lyst til at blive liggende.

Jeg står op og forsøger at være mere aktiv. Jeg går rundt, jeg bruger den store pilatesbold, jeg laver knæ-4-stående øvelser, squatter, prøver forskellige stillinger… Stående og siddende stillinger gør véerne stærkere, hvor liggende stillinger får dem til at aftage lidt. Det er hårdt at være meget oppe, for jeg er virkelig træt. Prøver at spise og drikke lidt. Men så opkast. Opkast ned i toilettet, opkast ned i baljen. Fortsætter med de aktive stillinger. Véerne tager meget til nu, og laborovejrtrækningen virker ikke længere for mig. Jeg må have lyd på; en meget dyb, sukkende lyd som strækker sig igennem véens topfase. Dybe vertrækninger.  Jeg forsøger at være afspændt.  Balder, kæber, skuldre, hænder, skuldre, skuldre, skuldre… Véerne blive bare værre og værre, og samtidig har jeg bare en følelse af, at der ikke sker noget som helst. Jeg mærker det mest foran, men de skal bevæge sig længere ned, men det gør de ikke!! Det er yderst frustrerende. Véerne kommer med 4-6 minutters mellemrum. De fleste bider rigtig meget og er hårde at komme igennem, men så engang imellem kommer der bare en lille vé, eller en vé starter, men så ikke kommer rigtig i gang. Omkring kl. 17 har jeg så en krise. Véerne gør voldsomt ondt, og jeg er frustreret over ikke at føle nogen fremgang. Jeg er bekymret for mit barn. Nu har jeg haft véer i jeg ved ikke hvor mange timer. Bliver baby mon stresset derinde? Er baby ikke også blevet lidt mere stille? Jeg græder. Jeg synes situationen virker overskuelig og rodet. Hvorfor tager det så lang tid? Hvorfor er veerne så hårde, når det samtidig er som om der ikke er fremgang? Hvorfor bliver de ikke mere jævne? Opkast, bræk, ørle.

Jeg ringer til jordemoderen, og vi aftaler, at jeg kommer ind på Skejby, hvor jeg kan blive undersøgt, og hvor vi kan monitorere babys hjerterytme gennem veerne. På vej derind i bilen fortsætter veerne. I ve-pauserne tænker jeg på, hvad de andre bilister mon tænker, når vi holder stille i lyskrydset og de kan se mit ansigt under en ve. Måske kan de næsten høre mig, den mærkværdige, langtrukne, dybe, rungende lyd der kommer ud af mig, et eller andet sted, dybt nede fra. Nej, de kigger nok ikke. De skal jo holde øjnene på vejen.

 

At bliver overflyttet ved planlangt hjemmefødsel

Da vi ankommer, er min krise dybere. Véerne er superhårde. Der er pludselig meget langt fra p-pladsen og ind på fødegangen. Har en ve i bilen. Får en ve mere inden vi når hen til hovedindgangen. Jeg hænger op ad Jonas og klager min smerte ud. En etage op. Da vi kommer derind, møder vi min jordemoder, som tager os ind i et undersøgelseslokale. Hun starter med at monitorere babys hjerterytme. Den skal køre i en halv time. Véerne kommer regelmæssigt og er meget stærke. Jeg er udmattet, og ved ikke hvad der skal ske. Det eneste jeg ved er, at jeg ikke kan fortsætte på den her måde længere. Jeg håber på gode nyheder, da hun skal undersøge mig. Jordemorderen konstaterer desværre, at jeg kun er 3 cm. åben. Jeg begynder bare at græde. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan jeg kun kan være 3 cm. når véerne har stået på så længe, og er så stærke. Hun foreslår umiddelbart, at jeg kan få noget morfin at tage hjem og sove på, “når nu jeg gerne vil føde hjemme”. Det kan måske give 3 timer, siger hun, og så arbejde videre bagefter. Jeg synes på ingen måde det lyder som en god løsning. Hun går ud og taler med en af de andre jordemødre på afdelingen. Da hun forlader rummet bryder jeg bare sammen. Jeg kan ikke så nogen god ende på det her, og har mest af alt lyst til, at de bare foreslår et kejsersnit. Jeg tænker, at det ender det sikkert alligevel med, uanset hvilken intervention de vil lægge ud med. Jeg er så udmattet, både fysisk og psykisk. Klokken siger 18.30 torsdag aften. Jeg har ikke sovet siden natten mellem tirsdag og onsdag. Har ikke kunnet holde noget i mig, hverken mad eller væske, siden jeg spiste aftensmad Onsdag aften.  Jordemoderen kommer ind sammen med en anden jordemoder, og taler med mig om mine muligheder. Der er ikke så mange andre muligheder end morfinen, “når nu jeg så gerne vil føde hjemme”. Jeg er fløjtende med om jeg føder hjemme. Baby skal bare ud så hurtigt og sikkert som muligt. “Så hvad hvis jeg er ligeglad med hjemmefødsel,” må jeg meget udtrykkeligt sige. Her foreslår de så en epiduralblokade, som vil give mig nogle timers ro, og som måske vil bevirke, at jeg udvider mig. Ja, en epidural skulle virke muskelafslappende, hvilket jo er meget logisk. Så det er mine muligheder. Epidural eller morfin. Jeg er totalt ulykkelig. Det eneste jeg ser for mig er, at alt går galt, at ingen af mulighederne giver mig en god fødsel. Med epiduralen vil jeg sikker skulle have vedrop, baby skal ud med sugekop, og i værste tilfælde ender vi med et kejsersnit efter mange timers hårdt arbejde. Jeg spørger jordemoderen, hvilken en af delene, hun ville anbefale, og hvilken en af muligederne, der udsætter baby for mindst risiko. Hun vil anbefale epiduralen. Jordemødrene giver os 10 minutter alene til at tænke over det. I mellemtiden kan de konstatere, at babys hjerterytme er fin. Opkast, bræk, ørle. Jeg tuder og tuder. Jeg er uendelig ulykkelig over, at der skal så voldsomme interventioner til, for at det skal kunne lade sig gøre for mig at føde. Jeg, med de fødedygtige hofte og de store fødder.

 

Indlæggelse og epidural

Vi beslutter os for epiduralen, og lader os indlægge. På dette tidspunkt er jeg meget opgivende, ugidelig og bare helt igennem træt – træt af hele situationen, træt i kroppen, træt i hovedet. Jeg indtager patientrollen. Er fuldstædig passiv. Gør som de siger, hverken mere eller mindre. Føler mig blank, reaktionsløs og uengageret i alt hvad det gør. Anlægger drop. Tager blodprøver. Elektroder på maven. Temperatur – jeg har feber. Véerne kommer ind imellem, troligt, intense. Og så opkast, voldsom opkast. Mavens sammentrækninger sender sådan et stort tryk nedefter, at mit vand endelig går. Det er sivende, og først er vi ikke sikre på, det er det. Men det er det. Det har en helt almindelig, klar farve. Der går ret mange timer, inden de er klar til at ligge epiduralen, og kl. 21.30 kommer narkoselægen endelig. Først lægger hun epiduralen forkert; den ender i en arterie, så hun må ligge en ny. Jeg er sindssygt bange. Bange for at hun stikker forkert. Bange for, at der kommer en vé lige på det tidspunkt, hvor jeg bare skal sidde bomstille – det er alligevel et par minutter. Men endelig bliver den lagt. De tænder for narkosen kl. 21.45. Den begynder langsomt at virke, og efter et kvarter, er véerne aftaget til kun at være en murren nede omkring korsbenet. Man siger, man ikke kan tage en pause fra en fødsel. Men det var præcist hvad dette var – en pause. Jeg falder helt til ro. Bliver slap. Døsig. Jeg lukker øjnene. Jordemoderen kommer ind ad døren, går ud igen. Lægger et saltvandsdrop, fordi jeg er så dehydreret. Vi starter med 500 ml. Veerne er der stadig; men det er somom de er blevet lagt i en kasse med låg på. Somom de er under havet. Eller måske er det mig der er dybt under havet, og véerne som er over havet. Som enorme bøljer i et kæmpemæssigt uvejr. Mens jeg ligger dernede i dybet, kigger op på dem, hører dem, men de er langt væk. Usynlige veer. Jonas sidder ved siden af mig. Jordemoderen giver os 1 time at hvile i, men kommer og tjekker min og babys hjerterytme hvert kvartér. Jeg holder øjnene lukkede. På et tidspunkt kravler Jonas op i sengen til mig, og holder om mig. Det er dejligt. Kl. 11 får jeg en time mere. Kl. 11.15 undersøger jordemoderen hvor åben jeg er, og kan give mig den fantastiske nyhed, at jeg er 8 cm. åben. 8 centimeter. Helt uden jeg opdagede det.Jeg bliver så glad. Ånder lettet op. Epiduralen har indtil videre virket fuldstændig som den skulle. Véerne mærkes nu mere nede omkring korsbenet, kraftigere, kommer langsomt op til overfladen igen, tydeligere. Sove kan jeg ikke, men jeg kan slappe af. Ligge stille. Trække vejret. Næsten usynlige veer.

Kl. 00.00 er der vagtskifte, og min anden jordemoder, som jeg også kender godt, ankommer sammen med en jordemoderstuderende. Hun er sat ind i min situation, og vi taler om, hvad vi skal gøre nu. Det ender med, at jeg får en time mere med epiduralnarkosen, og at vi så fortsætter med fødslen kl. 01.00. Så længe kommer der dog ikke helt til at gå, da véerne tager til. Jeg får taget min temperatur og har feber. 500 ml.  saltvand til. Hun siger, at hun også vil give mig antibiotika. Jeg spørger, om vi ikke lige kan vente med antibiotikaen til jeg har fået det ekstra væske og se, om det bare er væskemanglen der har givet mig feber. Hun går med til at vente en halv time, og efter den halve time, er min temperatur faldet til et acceptabelt niveau. Ingen antibiotika. En lille sejr, der føltes som kæmpe sejr.

 

Presservéer og aktiv fødsel

Snart efter at epiduralnarkosen er slukket kommer der en stærk ve, som går over i en presseve. Jeg går næsten i panik, da jordemoderen og den studerende netop har forladt rummet, og jeg beder Jonas trække i kaldesnoren. De beroliger mig og siger det er fint at jeg får noget pressetrang, da jeg er 9 cm. åben. Jeg må ikke presse aktivt med, men må gerne give efter på det naturlige pres, og give los på lyden – det gør jeg. Med pressevéerne kommer en helt ny slags lyd. Stadig den dybe, langtrukne, rungende lyd, men nu med en brølende afslutning. Det er ikke noget jeg tænker over, det føles bare naturligt. Ur-kvinde-agtigt. Jeg opdager, at jeg på en mærkelig måde nyder presseveerne. Jeg mærker, hvordan veerne ændrer sig, hvordan de mærkes nye steder, og hvordan baby bevæger sig dybere ned i bækkenet, hvordan bækkenet giver efter, giver plads. Slap af. Kæbe, skuldre, hænder, skuldre, skuldre, skuldre …

Fra kl. 1 til kl. 3 cirka, udvider jeg mig de sidste centimeter. Jeg bliver tilbudt at komme på toilettet, men kan ikke tisse. Dette kan skyldes enten fødslen der er i gang, eller epiduralblokaden. Så jeg får faktisk taget urinen med kateter. 450 ml. Og jeg kunne slet ikke mærke det. Men jeg har også fået drukket en del både vand og saft i løbet af de seneste timer, som ikke er røget op igen. Sejr.

Så begynder den aktive pressefase. Den skal vise sig at blive lang, ligesom resten af fødslen har været indtil videre. Baby kommer kun langsomt ned. Veerne kommer regelmæssigt, men er af varierende styrke stadigvæk, og jeg har svært ved at presse ordentligt med. Jordemoderen siger, at jeg skal holde vejret, og presse. Jeg må ikke råbe pressevéen ud. Hvilket giver mening, når man mærker efter. Men jeg kunne ikke presse ret længe. Få sekunder, så måtte jeg slippe, ånde ud, trække vejret ind og presse igen. Mange gange i løbet af en ve; pres, træk vejret ind, pres træk vejret ind, pres …

Hun kom kun langsomt ned. To skridt frem, og et tilbage. Det føltes mere som to skridt frem og ti tilbage. “Hun er faktisk god ved dig på den her måde. Hun passer godt på dit underliv”. Ja, ja. Tålmodighed. Tålmodighed. Én ve ad gangen. Hun skal nok komme ud. Den lille sorte antenne der måler hendes hjerterytme kan anes hver gang jeg presser, men den forsvinder op igen.

 

Kroning – hvorfor er der ingen der taler om det!?

Endelig er hun ved at være nede. Kroning. Hvorfor er der ingen, der taler mere om det. Kroningen var min hårdeste prøvelse. Ikke overgangsfasen, presseveerne, bækkenet der giver sig …  Det er nok ikke sådan for alle. Stramt bindevæv, pilates, rytter, og sådan noget, hjælper nok ikke på det. Det var så jeg helt alvorligt tænkte: “Det kan fandme ikke passe, at jeg skal presse igennem det. Det kan fandme ikke være rigtigt, at man skal det”. En latterlig tanke. Det var nok også den følelse der gjorde det svært at presse igennem til sidst. Mit underliv føltes som en mur. Men hun skulle jo ud. Og det skulle til at være nu, bekendtgjorde jordemoderen. Så på et tidspunkt må man bare gøre det. Tage tyren ved hornene. Smøge ærmerne op. Smide fløjlshandskerne. Og så bare fucking presse igennem den uigennemtrængelige barriere der er ens kønsåbning. Det var en utrolig fysisk og mental overvindelse. Bare at gøre det. Bare acceptere smerten, den ekstreme og voldsomme følelse det er, når barnets hoved skal ud. Første halvdel kom. Jordemoderen holdt på hovedet, så det ikke skulle gå for hurtigt. Pres, pust, pres, pust, pres, pust. Min mand har senere erklæret, at babys hoved lignede toppen af en sammenpresset krydderbolle, da baby sad der med hovedet halvt ude. Pause. Pause med et halvt babyhoved i kønsåbningen. Fødsler er det vildeste. “Baby skal ud nu, Malene”, siger jordemoderen alvorligt. Næste ve. Pres, pust, pres, pust, pres, pust …. Ud kommer hovedet. Vepause. Der kommer de vildeste små spruttelyde dernede fra. Det er baby der allerede er begyndt at sige noget. “Nu mangler du kun kroppen, og det er meget vigtigt at baby kommer helt ud nu,” siger jordemoder. Hun har navlestrengen omkring halsen. Der går lang tid inden den næste ve kommer, synes jeg. Men jeg er klar til at give alt. Så kommer veen. Pres, pres, pres, pres, pres. Hun nærmest bare smutter ud. Som en mandel. Skuldrene var lette for mig. Baby har ligget helt perfekt, og roteret lige efter bogen. Baby kommer lynhurtigt op på min mave. Jordemor gør et eller andet fint move, og hurtigt er hun viklet ud af navlesnoren og ligger bare på mit bryst, helt oppe ved mit ansigt. Varme håndklæder, møffe-møffe-møffe. Vejrtrækningen er helt perfekt og fint. Kl. 04.20, præcist kom vores barn til verden.

 

Følelsen efter fødslen

Jeg holder dette lille-bitte menneske i min favn. Mærker skrøbeligheden. Den varme, våde, fedtede ud. Ved ikke helt, hvordan jeg skal håndtere det lille væse, men ved, at jeg er nødt til at gøre det, for jeg er den eneste, der kan. “Har I set kønnet?” spørger de glade inde på stuen. Nej. Nej, det har jeg ikke. Men jeg er også ligeglad. Jeg ser bare mit barn, mærker at der ikke er noget der mangler, mærker vejrtrækningen, lytter til lydene. Et sundt og raskt barn, der ligger her ved mig, endelig. Endelig, endelig, endelig. Efter en fødsel der virkede som en uendelighed. Det er en pige.

En lille pige. En lille, dejlig pige. Jeg ved lige præcist hvad hun skal hedde. Lille L (ja, hun hedder selvfølgelig ikke L, men for hendes skyld, hedder hun bare L her på bloggen). “Jeg kan ikke se hendes ansigt”. Hun lå helt oppe ved mit hoved, så jeg kunne bare se ned på en lille, skaldet isse. “Hjælp mig, så jeg kan se hendes ansigt”. Jonas hjalp mig med at flytte hende længere ned, ned mod brystet. Jeg var selv så usikker, så jeg turde ikke flytte hende alene. Og der var det. Det lille dejlige ansigt. Rødt og lidt sammenpresset, men ikke deformt. Og der var øjnene. Der åbnede sig, langsomt. Det var mørkt og nat udenfor, og det passede hende godt. Helt mørke, næsten sorte. De tittede bare lige frem. Og hele universet kunne ses i de øjne.

Jordemorder synes, at vi godt kunne hjælpe hende med at finde brystvorten, selvom man jo også kan lade dem finde den selv. Det betød ikke så meget for mig. Så vi lagde hende hen til brystvorten. Og efter kort tid, suttede hun løs med rigtig teknik, lige fra starten af. “En supersutter”. Så blev jeg syet. Ja, jeg havde nogle bristninger. En 2.gradsbristning ned i mellemkødet, og nogle små bristninger i kønslæberne. Spraye-spraye-spraye, sy-sy-sy, av-av-av.  Selvom jeg lige havde klaret en vild fødsel, så jeg mig ikke for sej til at skælde dem lidt ud, nå de rev lidt for hårdt i tråden. Mennesket er sjovt på den måde. Eller måske er det bare mig, der er sjov på den måde. Eller sart.

Hun lå hos mig et par timer, mens alt det praktiske omkring os blev ordnet. K-vitamin til hende, ikke noget oxytocin til mig. Så lidt kemi som muligt. Men far ville gerne have k-vitamin til hende. Hun blev afnavlet efter ca. 2 timer, hvor strengen var holdt op med at pulsere og var blevet hvid. Vi kiggede på moderkagen sammen med jordemoderen. Hun sked. Altså, Leonora, ikke jordemoderen. Noget sort, tjærelignende stads, lige midt på min mave og ned i mine hænder. Væk med det. Hun blev vejet og målt: 3490 gr. og 52 cm. Så over til mig igen, så hurtigt som muligt. Saftevand og ristet toastbrød. Tid alene. Ro. Os tre. Total udmattelse. Total lykke.

2 thoughts on “Fødselsberetning ved planlagt hjemmefødsel”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *