Bæredygtig livsstil Tanker fra en mor Veganerliv

En kalorie er IKKE en kalorie!

Jeg bruger en del tid på at følge inspirerende personligheder på YouTube (guilty pleasure). Den anden dag dukkede Gillian Michaels op i mit feed. Hvis du ikke ved hvem hun er, så er det damen der var en del af fitness-coach-teamet på det gamle, populære program “The biggest Loser” hvor overvægtige amerikanere kæmper for at være den, der taber flest kilo i løbet af en tidsperiode. Hun har så fortsat sin karriere som “vægttabscoach” – tydeligvis efter de samme ældgamle principper som hun altid har gjort.

Den video jeg faldt der var denne, hvor hun gerne lige vil udpege de “to vigtigste grunde til, at du ikke taber dig”. Her et kort resumé:

  1. Du tæller ikke dine kalorier.
  2. Du tillægger ikke fitness-komponentet nok betydning.

Det pisser mig så meget af.

En kalorie er IKKE en kalorie.

En kalorie er IKKE en kalorie.

…. Vi tager den lige igen: En kalorie er IKKE en kalorie.

At alle kalorier er født ens, og virker ens, ER DEN STØRSTE LØGN, fastfood- og sodavandsselskaberne – og lorte-vægttabs-coaches som Gillian Michaels – har prøvet af sælge os gennem næsten hundrede år.

Én af de første jeg hørte forklare dette på en forståelig måde, var Dr. Robert Lustig. Det forklarer han bl.a. her og her. Her forklarer han, hvordan forskellige typer af fødevare – meget forarbejdede hhv. uforarbejdede – starter forskellige kemiske reaktioner i kroppen. Han forklarer, hvordan dette har betydning for vores risiko for at udvikle overvægt og sygdom. Disse foredrag er hhv. 10 og 5 år gamle. Det er altså gammel – ÆLDGAMMEL – viden.

Pointen er, at vi enten kan spise på en måde der fremmer hensigtmæssige, kemiske reaktioner i vores krop, så vi ikke overspiser, og dermed ikke bliver overvægtige og syge – eller vi kan spise på en måde der disponerer os for overspisning, så vi bliver overvægtige og syge.

Derfor bliver jeg rasende, når folk som Gillian Michaels STADIG, 40 år efter tragedien startede, fortæller folk at de skal tælle deres kalorier. Hun giver stadig folk dårlig samvittighed over ikke at gå i træningscenter 2 timer dagligt, fordi træning, ifølge hende, er ligeså vigtig som kosten – fucking bullshit! Hun fortæller stadig folk, at de skal gå på 1200-kalorier-om-dagen diæter for at tabe sig.

FUCK DIG, Gillian, og dine 1200-kalorier-om-dagen diæter!

Hun er det perfekte eksempel på én, der har gjort levevej og karriere ud af, at ødelægge folks helbred og selvværd, ud fra denne opskrift:

  1. Sæt folk på sultekur (alt under 2000 kalorier om dagen) i 12 uger, og få dem til at vende tilbage, når de efter et indledningsvist vægttab – VED AT SULTE – tager på igen, fordi der ikke er nogen der kan sulte for evigt uden at dø.
  2. Fortæl folk, at de skal bruge mange timer, hver uge, i et fitness-center. Når motivationen falder – fordi folk ikke kan få hverdagen til at hænge sammen og give mening med fuldtidsarbejde, partner, børn og øvrige familie, som vi egentlig hellere vil bruge tid på, end vi vil bruge tid alene i et fitnesscenter – så fortæl dem, at det er deres egen skyld, de ikke taber sig, at de ikke arbejder hårdt nok, og at de ikke har deres prioriteter i orden.
  3. Fortæl folk, at avocadoer ikke er sunde, og at de skal begrænse deres indtag af frugt.

Jeg bliver så vred og rasende over de løgne. Løgne som gør os syge, både udenpå og indvendig. Det er aldrig – ALDRIG – blevet påvist, at man kan spise for meget frugt, i en sådan grad, at det påvirker ens helbred negativt. Og hvor sindsygt – SINDSYGT – er det lige, at en avocado er det første eksempel damen giver på en fødevare, som – ifølge hende – åbenbart ikke er en del af en sund kost? Nu bliver JEG sindssyg: Sindssygt rasende!

Jeg har selv været syg.

Jeg ved udemærket godt, hvordan det føles, at overtræne og underspise. Hvordan det føles konstant at jagte et unaturligt og usundt kropsideal. Det er noget af det mest anstrengende, både fysisk og mentalt. Og det slutter aldrig. Det bliver aldrig lettere. Det er en evig kamp, og dermed en evig tilstand af fysisk udmattelse og mental sindssyge man må leve med. Og så må man vælge: Vil man FOR EVIGT bruge 99,9% af sin fysiske og mentale kapacitet – sit liv – på at sulte og og træne så man kan være tynd? Eller vil man hellere være lykkelig? Bruge tid på ting, der rent faktisk giver mening. Såsom nære relationer, sin familie, børn (langvarig underernæring og overtræning kan medføre kronisk/periodisk infertilitet), intellektuelle og kulturelle oplevelser, hvad end der giver mening for én.

Jeg valgte det sidste. Jeg valgte IKKE at være fysisk syg resten af mit liv. Jeg valgte IKKE at være mentalt syg resten af mit liv. Det var sådan det føltes for mig, dengang, da jeg ikke spiste og trænede intensivt hver dag, for at være tynd(ere). Mine tanker kredsede konstant om, hvad jeg havde spist, hvad jeg senere skulle spise, og hvornår det var mest hensigtsmæssigt at træne (jeg kunne i stedet have tænkt på, hvordan man kurerer kræft, bremser global opvarmning, eller forbedrer kvinders rettigheder og vilkår i verden – det havde været mere meningsfuldt, synes jeg). Jeg fik PCO og mistede min menstruation i 3 år. Mængden af kønshormoner i min krop var forsvindende lille og ude af balance. Jeg fik sære anfald af vejrtrækningsbesvær og brændende fornemmelser gennem min rygsøjle og ud i arme og ben. Jeg lod min prioritering af træning og kost gå ud over mit sociale liv. Jeg drak virkelig meget kaffe og pepsiMax. Det var ikke et værdigt liv for mig. Jeg tænker ikke, det er et værdigt liv for nogen.

I dag er jeg heldigvis et bedre sted.

Jeg spiser så meget jeg vil, når jeg vil. Jeg har ikke trænet i 4 år, og har været igennem 2 graviditeter
– jeg har ikke taget så meget som ét gram på!

Det krævede noget mental overvindelse, da jeg stoppede med at løbe. Men jeg var nødt til det. Og jeg var nødt til at stole på, at man sagtens kunne holde en slank – normalvægtig – linje, uden at overtræne og underspise. Og det er jeg glad for, at jeg gjorde.

Jeg spiser i dag en såkaldt “hel, plantebaseret kost”. Det vil sige, at jeg ikke spiser nogle animalske produkter, og at jeg primært holder mig til hjemmelavet mad baseret på frugt, grøntsager, fuldkornsprodukter og bælgfrugter.

Det essentielle er ikke, tror jeg, om man er fuldtidsveganer eller ej, man man er high-carb eller keto eller paleo (omend de fleste nok skal sætte deres indtag af animalske produkter markant ned for at minimere risikoen for overvægt og sygdom). Det væsentlige er, efter min opfattelse, at man ikke spiser meget forarbejdede/raffienerede fødevarer, herunder sukker, olier, kager/slik, chips, hvidt brød, morgenmadsprodukter o.lign. Det bruger jeg så lidt, som det overhovedet er muligt. Jeg har ikke en 80/20 mentalitet. Mit udgangspunkt er 100/0 – altså 100% sund mad, hele tiden, hver dag. Sådan ser virkeligheden selvfølgelig ikke ud. Fo der er jo fødselsdage, der er byture, og der er almindelige dage hvor jeg bare har lyst til chokolade eller is. Men jeg går efter at spise 100% hel, plantebaseret mad. Det er udgangspunktet. Og min erfaring er, at jeg på den måde kan spise alt det jeg vil, og jeg tager ikke på. Jeg kan stadig passe det meste af det tøj, jeg havde i gymnasiet. Jeg behøver ikke gå på slankekur i januar, for jeg tager ikke på i december. Jeg forventer ikke, at være 20 kg tungere om 40 år, “bare fordi, at sådan er det jo at blive ældre…”.

Det bedste er den mentale frihed. Jeg er blevet fri for at bekymre mig om min krop og min vægt. Fri for at tænke på, hvad jeg spiser og hvor meget. Fri for at være sulten. Fri for at kæmpe mod maden. Og ikke mindst fri for frygten for at blive syg og overvægtig. Men det handler også om andet end fraværet af overvægt og fraværet af sygdom. Det handler også om kropsideal. Og i dag er der altså et kropsideal, der er sygt.

For hvor tynd skal man være, for at være tynd nok?

For at jeg synes, jeg var tynd nok, skulle jeg ned omkring 50-52 kg. Jeg er 180 høj. Det giver et BMI på 16. En normalvægt ligger på et BMI mellem 18.5 – 25. Og man kan sige meget om BMI. Men hvis ikke det er fordi man er bodybuilder eller lignende, er det altså en udemærket rettesnor. Jeg var ikke bodybuilder. Men jeg var temmelig undervægtig.

Og det er altså min erfaring, at hvis nogen (kvinder) er for tynde til, at det kan være rigtigt, så er det nok ikke rigtigt. Så er det folk (kvinder) der har en (uerkendt) spiseforstyrrelse. Så mit bedste råd er: Lad vær’ med at tro på sygeligt undervægtige kvinder, der siger, at de da bare kan spise alt det de vil, mens de konsekvent guffer det største stykke af fælleskagen til eftermiddagsmødet. 99.9% af disse kvinder lyver. De lyver for sig selv, og for deres omgivelser. Og når de har spist kagen, så går de hjem og løber 10 km. og drikker et stort glas vand til aftensmad. Tænk på, hvilket samfund vi er med til at skabe for os selv og andre (kvinder) ved at gøre sådan. Min største motivation for at stoppe jagten på det syge kropsideal, var min datter. For aldrig i livet ønsker jeg, at hun skal have det med sin normalvægtige og sunde krop, som jeg har haft det med min. Jeg har aldrig været i nærheden af at være overvægtig – alligevel synes jeg, jeg skulle tabe mig. Og jeg blev både fysisk og psykisk syg af det. Det er så uendeligt ligegyldigt og meningsløst.

I dag har jeg et helt normal BMI på 19. Og det er jeg godt tilfreds med, når jeg til gengæld kan spise og motionere, som jeg har lyst til og har det godt med. Nej, jeg har ikke bikini-bridge og thigh-gap (medmindre jeg poserer, så kan jeg godt få det til at se ud somom jeg har det. Keep that in mind når du scroller gennem dit insta-feed). Til gengæld er jeg sund og glad og stræk, og stadigvæk ret slank. Jeg har masser af tid til at være sammen med min mand og mit barn, for jeg SKAL aldrig, aldrig ALDRIG ned og træne i et fitnesscenter eller ud at løbe, medmindre det er det, jeg har mest lyst til.

Jeg skriver ikke det her for at fortælle dig, hvordan du skal spise, eller hvordan du skal leve dit liv, eller hvilke prioringer der er rigtige eller forkerte for dig. Jeg vil bare sige, at der er en anden vej til en slank og sund krop. En vej, som ikke involverer kalorie-tælling og uendelige timer i fitness. Det er en vej, vi alle kan vælge, hvis vi kan leve med “bare” at være sunde og normalvægtige, fremfor at være syge og undervægtige.

Jeg vil slutte af med nogle let fordøjelige ressourcer omkring kost, overvægt og sundhed/sygdom, som har hjulpet mig til at blive fri af spiseforstyrrelse og frygt for mad og overvægt.

Dr. Esselstyn – oplæg “how to prevent and reverse heart disease”

Forks over Knifes – kan ses på netflix

Nutrition facts – masser af korte videoer om evidens omkring plantebaseret kost. Drives af en plantebaseret læge.

Diætist Felding – dansk, plantebaseret diætist, som jeg synes har en dejlig, pragmatisk tilgang til kost.

The China study – bog

Veganhealth.org

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *