Tanker fra en mor

“Egoistisk gammelfar eller kærlig solofar?” – svar

Det er noget tid siden debatten rasede om Dennis Knudsen og hans “solofaderskab”. Nu har DR så bragt en reportage under overskriften “mellem fjender” hvor Anna Thygesen tager begge sider af sagen op til debat. Får to mennesker med modsatrettede holdninger til at mødes – uden en agenda om at de skal nå til enighed, forståes. Den kan du se lige her.

Billede fra “Mellem fjender: Egoistisk gammalfar eller kærlig solofar” som kan ses på DR TV

Den ene side.

Når jeg ser Dennis Knudsen sammen med hans søn, kan jeg ikke blive andet end glad og varm om hjertet. Det er helt tydeligt, at han giver det lille barn ligeså meget kærlighed og nærhed, som enhver anden forælder. Og med det som udgangspunkt, har jeg svært ved at gøre mig til dommer over, om det var en rigtig eller forkert handling, da Dennis Knudsen valgte at få en barn ved hjælp af sit eget og en Amerikansk kvindes genetiske arvemateriale, g en helt tredje kvinde som rugemor.

Når jeg hører Dennis udtale sig om sagen, synes jeg også jeg hører en meget velovervejet og moden mand. En mand, der er klar over, at hans valg kan have konsekvenser for barnet og give barnet nogle udfordringer, fordi de vokser op med kun én forælder. Men jeg hører også en mand, som har overvejet hvordan han kan imødekomme disse udfordringer hvis (og når) de opstår. Mange børn vokser op med kun én forælder, enten på grund af skilsmisse, død, misbrug osv. Jeg anerkender, at det er noget andet at miste en forælder pga tragiske omstændigheder, end det er at være sat i verden med det udgangspunkt at man kun har én forælder. Men jeg tror også på, at én forælder sagtens kan opfostre et barn der er sundt og stærkt i både krop og sjæl. Det kræver selvfølgelig nogle ressourcer – økonomisk, fysisk, følelsesmæssigt. Alle børn vokser op med udfordringer og traumer. Noget af det, der er vigtigt er, at de har en god og tryg tilknytning til én – ÉN – person (selvfølgelig må der gerne være flere, bevares).

Nogle bruger også argumentet om biologi: “Biologien er gammel. Biologien er klog. Sådan har det altid være. Barnet har et biologisk behov for at være ved sin mor”. Og der kan være nogle rigtige ting i, at et nyfødt barn som udgangspunkt har en tilknytning til den kvinde, der har båret det i sig. Det er det, forskningen peger på – det tror jeg på. Men jeg tror ikke på, at det altid er det bedste for barnets trivsel med en mor og en far. For 100 år siden, og længere tilbage – ja, måske for kun 50 år siden – var det sikkert sandt. Dengang var kvinden og barnet økonomisk afhængige af manden. Både kvinden og barnet var afhængig af at der var en far, for deres trivsel, og engang også deres overlevelse. En almindelig kvinde – eller mand – havde dengang ikke ressourcerne til at tage sig egenhændigt af et barn, hvis der både skulle tjenes penge til en anstændig levevis, samt være tid til at sikre en god tilknytning til barnet. I dag er historien en anden. Jeg ved, at mange forældre kæmper med at få arbejde, økonomi og tid med deres barn/børn til at gå op i en højere enhed. Og det må unægteligt være sværere for enlige forældre end for par. Men det er – absolut – muligt. Masser af enlige forældre klarer det rigtig godt i dag.

Jeg synes det er rigtig vigtigt at man ser på, hvordan homoseksuelle (mænd måske især) får bedre muligheder for at blive forældre. Jeg ser i udgangspunktet slet ikke noget problem i, at et barn vokser op med én eller to fædre som forældre, eller mødre for den sags skyld. Det lægger sig lidt op ad biologi-argumentet: jeg tror de socio-kulturelle rammer har større betydning for et barns trivsel, end om barnet har en far og en mor, to fædre eller to mødre.

Den anden side.

Rugemødre – lad os lægge ud med det. I Danmark er det ulovligt at købe en rugemor. Det tror jeg faktisk, der er mange gode ting ved. Det ville blive sindssygt kompliceret, hvis lovgivningen skulle ændres på dette område. Der er rigtig mange etiske dilemmaer forbundet med rugemødre – det bliver man nødt til at erkende. Jeg vil blot fremhæve et par af de ting.
1. For det første, er der HENSYNET til rugemoderens følelser i forhold til det barn, hun kommer til at skulle give fra sig. De berører problematikken kort i programmet, og taler om hvordan der tidligere har været sager, hvor rugemødre ikke har villet give barnet fra sig, og tilmed har stukket af med dem. Til det siger Hr. Knudsen – en anelse kynisk, efter min mening – at “det må jo slet ikke kunne lade sig gøre. Det skal jo være strafbart”. Jeg ved jo ikke, hvad han ellers har sagt. Men så enkelt synes jeg ikke, det er. Jeg synes det er vigtigt at anerkende den tilknytning der sker mellem et barnet og den kvinde, der bærer barnet i maven, og anerkende det følelsesmæssige dilemma det vil være for kvinden at skulle give barnet fra sig. Og hvordan sikrer man forældrene? … for selvfølgelig må det ikke ske, hvis man indgår en aftale og måske betaler én eller flere millioner for, at en rugemor vil bære ens barn – som jo også er ens eget arvemateriale. Hvordan beslutter vi egentlig, hvem der har “ret” til barnet i sidste ende?
2. For det andet er der det problem der opstår, når der går (mange) penge i det. For det er dyrt at hyre en rugemor. Jeg tror det er i omegnen af 1 mio., synes jeg at skulle have hørt engang – men hæng mig ikke op på det. Så bliver det her rugemor-halløj en ting for de få, der har pengene til det. Det problem har vi måske lidt allerede i forhold til adoption (det er nemlig heller ikke gratis). Men det synes jeg er et generelt problem.
3. Kunne man så forestille sig, at eliten der havde penge nok, kunne finde på at putte deres æg og sædceller op i en rugemor, fordi de simpelthen ikke selv gad bøvler med graviditet og fødsel, og de forandringer det naturligt sætter på kvindekroppen? Nu er vi ude i noget dystopisk fantaseren. Men mon ikke det foregår allerede i de lande, for rugemødre har været lovlig i mange år? Når man tænker på, hvor mange kvinder der ønsker planlagt kejsersnit fordi de ikke vil føde naturligt, og kunne jeg i hvert fald også sagtens forestille mig dette scenarie. Det synes jeg er en ret ulækker tanke, og enorm amoralsk, og dét synes jeg i hvert fald ikke burde være lovligt. Så hvordan sikrer man sig, at det ikke vil forekomme?
4. Tæl selv videre …

Er dét at få børn, en menneskeret? Nej, det mener jeg bestemt ikke. Ikke engang, hvis man virkelig, virkelig virkelig gerne vil gave børn. Ligesom jeg heller ikke synes sex er en menneskeret. Og det synes jeg ikke det er, fordi det involverer andre mennesker, end én selv. Der er ingen – INGEN – der har ret til sex med et andet menneske. Og der er heller ingen der har ubetinget RET til at få børn. Sådan er systemet allerede. Socialforvaltningen tager børnene fra de forældre, der ikke magter at passe på dem. Dermed mener jeg også, at der må være grænser for, hvilke midler vi tillader at folk tager i brug for at få børn. Jeg kan fx have svært ved at forstå, hvorfor man ikke har forsøgt at adoptere, før man opsøgte en rugemor. Det kan jo godt være, at Dennis har forsøgt at gå den vej. Og jeg er ikke i tvivl om, at den vej formegentlig er ret lukket som enlig homoseksuel mand. Men han siger desværre ikke noget om det, derfor antager jeg, at han ikke har forsøgt at adoptere. Men, generelt set, så synes jeg man burde vælge adoption fremfor fx en rugemor, taget alle de etiske dilemmaer der er forbundet med en rugemor i betragtning. Faktisk ville jeg ønske at der var bedre mulighed for adoption her i danmark, også af danske børn. I Danmark bliver de fleste uønskede børn dog fjernet før 12. graviditetsuge, og derfor er der ikke mange danske børn der bliver givet til adoption. Og med al respekt og opbakning til kvinders ret til at bestemme over egen krop – inklusiv retten til fri abort – så kunne mit hjerte godt ønske, det var anderledes (men det er en anden snak som vi tager på et senere tidspunkt).

Konklusion

Jeg synes det er så fint, at Dennis Knudsen er blevet far, og jeg sender bare al min kærlighed og lykønskning i hans retning. Samlet set, er jeg helt sikkert på Team “kærlig solofar”. For mig, er det helt sikkert metoden mere end det er manden, som er problemet. Jeg er ikke ubetinget okay med at man indrager en rugemor når man skal have et barn. Der er for nuværende alt for mange etiske dilemmaer forbundet med anvendelsen af rugemødre til “projekt barn”. Og derfor synes jeg ikke det skal være en mulighed i Danmark. Jeg havde været gladere, hvis han havde valgt at adoptere, som sidste udvej. Men jeg ved, at dette kan være vanskeligt for især homoseksuelle (mænd).

Sket er sket, gjort er gjort. Og nu er der en lille, lækker unge som sikkert for et dejligt liv med masser af kærlighed og omsorg fra en meget kærlig solofar. Men jeg ville nok foretrække, hvis vi ikke så for mange af de her sager, med folk der tager til udlandet for få børn ved hjælp af en rugemor. I stedet kunne man måske gøre en indsats for, at det blev lettere for homoseksuelle par at adoptere.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *